ØV.. Ubudne gæster i Hogsmeade!
For tre dage siden havde jeg en kæmpe flok høns, 19 høns, 2 haner, 4 store kyllinger, og 8 daggamle kyllinger. Og det var lidt for mange, da det trods alt bare er hygge-have-høns, så jeg solgt i forgårs 4 høner og en hane, lovede en ud til min søns klasse, så de kunne være med til at slagte den og koge suppe på den, som led i et projekt. Og så var alt sådan set fint, men i morges kom jeg ned og manglede min skønne araucana (som ligger turkise æg) pist væk, og min skruk med fire kyllinger er taget inde i deres hus. En lille kylling løb forvirret rundt, men heldigvis tog min anden skuk den til sig med det samme, så hun nu går med 5 små. En blandingshøne af egen avl som vi fik sidste efterår, har også kun efterladt en masse fjer i knægtens fængsel (Azkaban)
Når man vælger at have høns, er dette jo desværre en del af præmissen, ligesom slagt, sygsom mm, men det er jo stadig frygteligt første gang det overgår en.
Jeg er stadig tilhænger af at ræven også er en del af naturen, den skal på lige fod som de andre vilde dyr i vores område have lov at være her, men den behøver ikke tage flere af mine høns, så nu må jeg se om jeg kan sikre dem endnu mere. Jeg er ved at lave raftehegn i en del af haven, og der er derfor åbent et stort stykke, som selvfølgelig bliver lukket når vi er færdige, men derudover må jeg gå hegnet igennem endnu engang, og se om det skal sikres højere op.
Ræven har jo hvalpe i øjeblikket, og er derfor ekstra på jagt efter føde, jeg så den for nogle dage siden luske rundt uden for hegnet, men havde jo håbet på at den ikke fandt et smuthul ind 🙁