Kan ikke få nok af ramsløg !

RAMSLØG.. er en krydderurt/løgplante, som inden for de sidste år er blevet rigtig populær, især efter stenalderkost og palæo slog igennem, og mange har fået øjnene op for, hvormange vidunderlige resourcer og ingredienser vi kan hente lige ude i haven, eller på en vidunderlig tur i skoven.

Her er et skønt billede fra skoven i nærheden af hvor vi bor, men til næste år skulle jeg gerne kunne hente en ordentlig portion lige ned i baghaven, hvor min “skovhave” er ved at tage form. Der kommer snart et indlæg om tilblivelsen af denne del af haven 🙂

OBS: lige nu er der også tulipaner og liljekonvaller på vej op af jorden, og disse kan let forveksles med ramsløg. Liljekonvaller er giftige, så vær sikker på at det er den rigtige plante inden den spises. Det sikreste tegn er, at dufte til planten. Dufter den af hvidløg er det den rette..

Dagens tur i skoven gav 500 g ramsløg, hvilket måske ikke lyder af meget, men det er faktisk en ordentlig omgang. Ramsløg kan bruges til rigtig mange ting. Smagen er henad hvidløg, over purløg, men meget mild i smagen. De indeholder gode vitaminer og er en skøn smagsgiver i mange retter. Jeg bruger dem rå i salat når de her i april/maj har højsæson, men denne portion har jeg valgt at forarbejde, så der er nok ramsløg til et par måneder endnu 🙂

Så jeg laver: 450 g ramsløgssmør, 3 dl ramsløgsalt og 5 glas ramsløgspesto 🙂

Til ramsløgssmør brugte jeg almindelig økologisk smørbar med salt, og to store bundter ramsløg. Mange bruger “rigtig” smør, men da vi til dagligt bruger blandingsprodukt, er det også det jeg har valgt at bruge. Spar ikke på ramsløg, og hvis man virkelig er til smagen af hvidløg, så kan der sagtens tilføres et par fed rå hvidløg også.

Tag smøret ud så det får stuetemperatur, hak ramsløg med lidt salt (jeg bruger en stavblender med stor skål) og bland det hele sammen.

Når det hele er blandet godt sammen kan det komme i beholdere og ind i køleskabet for at stivne igen, men jeg vælger faktisk ofte at fryse smørret ned i en isterningbakke.

Efter 20 minutter i fryseren kan smørterningerne tages op og puttes i poser, så er det meget nemmere blot at tage en terning op pr. person, eller anrette dem på en tallerken, istedet for at skulle bruge en hel pakke ad gangen.

Ramsløgssalt er lige så nemt at lave. Jeg bruger kun himalayasalt, og det er meget rusrikt i strukturen, så det får en omgang i blenderen sammen med en stor håndfuld ramsløg pr. dl salt.

Når det er blandet godt sammen, skal det tørres. Hvis det kommes direkte på glas, er holdbarheden meget kort. Derfor skal saltet fordels på en bageplade i et tyndt lag, og bages i ovnen ved 50 grader nogle timer.

Når saltet er helt tørt, eller rettere det knuste ramsløg, kan saltet kommes i glas til opbevaring.

Ramsløgspesto : Dejlig mild pesto, som både er sund, nem og  indeholder mange gode vitaminer, mineraler, fedtstoffer og god smag. Man kan brugeramsløg istedet for basilikum i en helt almindelig pesto, men jeg har her en anden udgave som jeg er er glad for at bruge. Den er meget simpelt og enkel, og hvis jeg så efterfølgende vælger at bruge pesto til fx frisk pasta, tilsætter jeg ekstra hvidløg, parmesan eller anden ost, eller andre former for ristede nødder for at fremhæve smagen.Jeg bruger som udgangspunkt en mandel pr. ramsløgsblad, her til 4 glas pesto brugte jeg 300 g ramsløg og 200 g mandler, 1 citron, salt og rapsolie. Det er meget en smagssag, så prøv jer frem. Jeg foretrækker mandler, da de er meget milde i smagen, og meget børnevenlige, men for det meste tilsætter jeg ekstra ingredienser alt efter hvad jeg skal bruge pestoen til. Så man kan vel kalde denne pesto for en basis pesto.

Når ramsløg, mandler, citronsaft og salt er godt bendet sammen, tilsætter jeg kun en smugle rapsolie. Jeg er ikke vild med en pesto som svømmer i olie, men er man til den variant tilsætter man bare mere, til en almindelig pesto  ville denne opskrift skrive 2 dl olie. Normalt foretrækker mange olivenolie, men jeg synes den smager for meget igennem, og kan give en bitter smag til pestoen, så derfor foretrækker jeg rapsolie.

Så her er det endelig resultat, det tog 1 time inkl. frysning at lave (3 timer for salt, men det passede sig selv i ovnen)

4 glas ramsløgspesto, hvoraf tre kom i fryseren, 2 store glas salt, og 28 smørterninger.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *