Tag-arkiv: selvforsyning

Familien And flytter ind

Efter sidste års tomme periode uden høns, er flokken ved at være godt oppe i antal igen. Pt er der 21 høns og kyllinger, og mon ikke der er en hane imellem det første kuld, til at holde styr på alle damerne. Vi har fået 3 hold kyllinger i år, men da damerne blev ved med at skrukke, fik den ene lov til at ruge andeæg ud for en god nabo. Det blev til 4 små ællinger, hvoraf 2 desværre ikke var stærke nok til at overleve, men 2 sunde ællinger går i dag sammen med hønemor og gokker rundt.

Hun vogter dem stramt, og trods en mindre sprogbarriere, forstår de faktisk hinanden helt fint .

MEN… Min mand synes faktisk at de små totter er så søde, at han mener vi også skal have ænder herhjemme! Der skal jo intet til at overtale mig til sådan et projekt, så mig af sti af sted efter 5 moskusænder på 6 uger 🙂 Mit eneste krav var, at hvis vi en dag slagter, så vil familien spise dem, og det gik de med på. Det er jo det samme med hønsene, og mange tænker at de jo er kæledyr. Men har man bare en lille plads i hjertet til dyrevelfærd, så er det i mine øjne fuldstændig misforstået. Ja vores høns og nu ænder er kæle og nyttedyr. De har det fantastisk her hos os, og ender de på middagsbordet, så er det med en bevisthed om, at der bliver serveret et dyr som har haft et dejligt liv. Hvor mange kan med god samvittighed sige det samme når de sætter tænderne i en kylling fra supermarkedet? Selv en økologisk kylling har ikke haft det gode,  frie og lange liv, som vores dyr har herhjemme. Så punktum, spis med god samvittighed. Her ankommer de til haven. Ænder er i den grad et flok-dyr, så de følges hele tiden ad alle 5.  Ænder skal jo bruge vand hele tiden, så indtil de får et permanent andebad, så er de yderst tilfredse med at pjaske rundt i den midlertidige andedam.

Ænderne og hønsene har hver deres bolig, og indtil alle indhegninger er på plads, lever de livet sammen uden problemer.
Her er en lille video med en morgenhilsen fra haven,  der er nu dejligt liv når man kalder på dem alle 🙂

Kan ikke få nok af ramsløg !

RAMSLØG.. er en krydderurt/løgplante, som inden for de sidste år er blevet rigtig populær, især efter stenalderkost og palæo slog igennem, og mange har fået øjnene op for, hvormange vidunderlige resourcer og ingredienser vi kan hente lige ude i haven, eller på en vidunderlig tur i skoven.

Her er et skønt billede fra skoven i nærheden af hvor vi bor, men til næste år skulle jeg gerne kunne hente en ordentlig portion lige ned i baghaven, hvor min “skovhave” er ved at tage form. Der kommer snart et indlæg om tilblivelsen af denne del af haven 🙂

OBS: lige nu er der også tulipaner og liljekonvaller på vej op af jorden, og disse kan let forveksles med ramsløg. Liljekonvaller er giftige, så vær sikker på at det er den rigtige plante inden den spises. Det sikreste tegn er, at dufte til planten. Dufter den af hvidløg er det den rette..

Dagens tur i skoven gav 500 g ramsløg, hvilket måske ikke lyder af meget, men det er faktisk en ordentlig omgang. Ramsløg kan bruges til rigtig mange ting. Smagen er henad hvidløg, over purløg, men meget mild i smagen. De indeholder gode vitaminer og er en skøn smagsgiver i mange retter. Jeg bruger dem rå i salat når de her i april/maj har højsæson, men denne portion har jeg valgt at forarbejde, så der er nok ramsløg til et par måneder endnu 🙂

Så jeg laver: 450 g ramsløgssmør, 3 dl ramsløgsalt og 5 glas ramsløgspesto 🙂

Til ramsløgssmør brugte jeg almindelig økologisk smørbar med salt, og to store bundter ramsløg. Mange bruger “rigtig” smør, men da vi til dagligt bruger blandingsprodukt, er det også det jeg har valgt at bruge. Spar ikke på ramsløg, og hvis man virkelig er til smagen af hvidløg, så kan der sagtens tilføres et par fed rå hvidløg også.

Tag smøret ud så det får stuetemperatur, hak ramsløg med lidt salt (jeg bruger en stavblender med stor skål) og bland det hele sammen.

Når det hele er blandet godt sammen kan det komme i beholdere og ind i køleskabet for at stivne igen, men jeg vælger faktisk ofte at fryse smørret ned i en isterningbakke.

Efter 20 minutter i fryseren kan smørterningerne tages op og puttes i poser, så er det meget nemmere blot at tage en terning op pr. person, eller anrette dem på en tallerken, istedet for at skulle bruge en hel pakke ad gangen.

Ramsløgssalt er lige så nemt at lave. Jeg bruger kun himalayasalt, og det er meget rusrikt i strukturen, så det får en omgang i blenderen sammen med en stor håndfuld ramsløg pr. dl salt.

Når det er blandet godt sammen, skal det tørres. Hvis det kommes direkte på glas, er holdbarheden meget kort. Derfor skal saltet fordels på en bageplade i et tyndt lag, og bages i ovnen ved 50 grader nogle timer.

Når saltet er helt tørt, eller rettere det knuste ramsløg, kan saltet kommes i glas til opbevaring.

Ramsløgspesto : Dejlig mild pesto, som både er sund, nem og  indeholder mange gode vitaminer, mineraler, fedtstoffer og god smag. Man kan brugeramsløg istedet for basilikum i en helt almindelig pesto, men jeg har her en anden udgave som jeg er er glad for at bruge. Den er meget simpelt og enkel, og hvis jeg så efterfølgende vælger at bruge pesto til fx frisk pasta, tilsætter jeg ekstra hvidløg, parmesan eller anden ost, eller andre former for ristede nødder for at fremhæve smagen.Jeg bruger som udgangspunkt en mandel pr. ramsløgsblad, her til 4 glas pesto brugte jeg 300 g ramsløg og 200 g mandler, 1 citron, salt og rapsolie. Det er meget en smagssag, så prøv jer frem. Jeg foretrækker mandler, da de er meget milde i smagen, og meget børnevenlige, men for det meste tilsætter jeg ekstra ingredienser alt efter hvad jeg skal bruge pestoen til. Så man kan vel kalde denne pesto for en basis pesto.

Når ramsløg, mandler, citronsaft og salt er godt bendet sammen, tilsætter jeg kun en smugle rapsolie. Jeg er ikke vild med en pesto som svømmer i olie, men er man til den variant tilsætter man bare mere, til en almindelig pesto  ville denne opskrift skrive 2 dl olie. Normalt foretrækker mange olivenolie, men jeg synes den smager for meget igennem, og kan give en bitter smag til pestoen, så derfor foretrækker jeg rapsolie.

Så her er det endelig resultat, det tog 1 time inkl. frysning at lave (3 timer for salt, men det passede sig selv i ovnen)

4 glas ramsløgspesto, hvoraf tre kom i fryseren, 2 store glas salt, og 28 smørterninger.

 

Kæmpe hindbær

Årets hindbærhøst i haven er helt ubeskrivelig. For det første er der vild mange hindbær på buskene, og for det andet er de næsten unaturligt store. 

Hindbærbedet er først anlagt for tre år siden, så buskene har lige brugt nogle år på at sætte ordentligt rodnet, og det må man da sige de har nu. Og så er det vigtigste nok at bedet under bærbuskene er dækket med hampetrøelse, og et af hønsenes yndligssted at ligge og sandbade. Så de er gødet helt naturligt hele året, og det høster vi så frugten af nu 🙂

Så er det tid til at så chili´erne!

Det virker som om det er lige lovligt tidligt for nogle, allerede for sent for andre, men det er faktisk lige nu at chili-frøene skal i jorden. De er langt tid om at spire, så hvis planterne skal nå at få ordentligt fat  er det en rigtig god ide at spire dem inden døre nu.
Jeg har taget frø fra sidste års planter, som har overvintret og tørret inde.
Jeg spirede de første Chili-frø for 14 dage siden, og i dag er det tomaterne der skal i jorden. Der er faktisk en del planter der allerede nu kan forspirres, men det skal være de langtsomtvoksende, som fx. chili, tomat, peber, artiskok, og mange sommerblomster og stauder. Jeg forspirre dog ikke sommerblomster, da jeg hellere vil så dem på plantestedet, men det er jo smag og behag.    

Jeg blander selv min såjord, af muldfjord fra køkkenhaven, sand, lidt hønsemøj. Har jeg lidt smulder fra vores træpiller er de også rigtig gode til at skabe luftig jord. Det er selvfølgelig også helt fint med de poser med prikle/så jord der er på markedet, jeg vil dog bare gerne vide hvad jeg præcis planter mine planter i 🙂

 

Jeg opbevarer frø i kaffefiltre, da de så holdes både tørre og ikke indelukket. Det er vigtigt at frøene ikke er fugtige, da de ellers vil rådne eller hvis de er meget våde begynder at spirer. (beklager stavefejl, det går noglegange stærk når mange frø skal tørres)

 

Jeg bruger forholdsvis store potter til at forspirre i, så de ikke skal omplantes for mange gange. Det skyldes primært at jeg har pladsen til at opbevarer dem på, og at der er lidt mindre arbejde i det 🙂 De bliver oftes kun omplantet en gang inden de bliver endelig plantet

 

IMG_2276
I dag tittede de første små spirer frem 🙂
Så får i også lige et billede med af de sidste gulerødder jeg har gravet op i køkkenhaven, så jorden kan gøres klar til at gødes til denne sæsons afgrøder. Det er vinter-gulerødder, og har fint kunne klare frosten denne vinter.

 

 

Turkise æg :-)

I marts købte jeg en omgang blandede rugeæg, som alle blev til små fine kyllinger. Deriblandt var en raceren Araucana, som er kendt for den specielle farve på deres æg. Og i går kom så det første æg fra den flotte dame 🙂

Beklager billedkvaliteten, har en skruk der vogter æggene meget standhaftigt, som jeg skal fjerne æggene fra hver dag 🙂

 


Min araucana er den grå skønhed i venstre side. Det er efterhånden en meget broget flok jeg har fået samlet mig, men der er ro og fredelighed i “Hogsmeade”, hvor vores lille Silkehane vogter over 17 hønsedamer af forskellige racer. Den brun/hvide i forgrunden er en høne af egen avl i år, og hun er en blanding af den traditionelle Isa Brown, og vores silkehane, så en rigtig fin fjerdragt og en skønt sind, og små æg, der dog er brune istedet for de normale hvide for silkehøns.

Det er efterhånden en broget skare af æg vi henter hver dag, og de smager stadig skønt 🙂

Påskekyllinger :-)

Så har jeg fået mit første kuld kyllinger, som min silkehøne selv har ruget ud. Det startede med tre af hendes egne æg, befrugtet af min skønne silkehane, og derefter købte jeg seks rugeæg af en blandingsrace sussex/araucana, som gerne skulle give nogle fine turkise æg til efteråret, hvis jeg er så heldig at have nogle høner iblandt dem. Jeg skal egentlig ikke have flere silkehøns, men hun fik lov at blive liggende på de tre silkeæg alligevel, da jeg faktisk slet ikke regnede med at de var befrugtet.
Men i lørdags kom der så to små silkekyllinger frem under vingerne, og her i nat er der klækket der fire af de resterende æg. De sidste to er der kommet stjerner i her til aften, så i morgen tidlig skulle der gerne være to mere i kuldet. Den ene af de små klarede det desværre ikke efter at den var kommet ud af ægget i morges, men hvis de to i nat klarer den, så har hønemor klaret 7 ud af 8 æg, det synes jeg er flot at hendes første udrugning.

Her er "Silke" med de to små silkekyllinger, da de er 12 timer gamle. De seks resterende æg ligger hun stadig og vogter over.
Her er “Kylse” med de to små silkekyllinger, da de er 12 timer gamle. De seks resterende æg ligger hun stadig og vogter over.
Min datter følger meget med i processen, da det er hende "kylse" der ruger ud, og her holder hun den lille på knap et døgn.
Min datter følger meget med i processen, da det er hende “kylse” der ruger ud, og her holder hun den lille på knap et døgn.
IMG_0043
Der kan ses en lille stjerne i venstre ende af ægget, det er den lille kyllinger der kæmper sig vej ud. Det er svært ikke at hjælpe, men naturen må gå sin gang. Ligesom menneskebørn går igennem en proces ved fødslen, så er det også vigtigt at kyllingerne selv klarer opgaven selvom det kan tage mange mange timer
IMG_0760
Den ene lille blanding. Det er spændende hvordan den kommer til at se ud
Her titter de tre blandinger lige ud, mens de sidste kyllinger kæmper sig vej ud igennem ægget.
Her titter de tre blandinger lige ud, mens de sidste kyllinger kæmper sig vej ud igennem ægget.

Det er ikke et år siden jeg fik de første høns i “Hogsmeade”, og jeg lærer hele tiden nyt om de små kræ, men det er en hel fantstisk fornemmelse, at min egen hane har befrugtet min egen høne, hun har selv ruget ud, og hun passer nu kyllingerne som en fantastisk hønemor. Dette er hele min tanke med hønsegården. Hønsene skal have det godt (og det har de bestemt), jeg er selvforsynende og mere til i æg, og det ser ud til at mine silker er fantastiske til at ruge ud. I efteråret fik den anden silke 10 kyllinger hun også tog sig rigtig godt af, men denne gang er nogle af æggene mine egne, og det er altså en ret speciel fornemmelse.
Selvom jeg godt ved, at næste kuld der bliver ruget ud bliver slagtekyllinger, så ved jeg at de får det fantastisk i de måneder de får lov at leve, i modsætning til den kylling jeg kan købe i forretningen til 29.95,- .(hvilket jeg dog aldrig kunne finde på!!) og derfor er det med god samvittighed at jeg glæder mig over at have en formidabel hønemor i hønsegården 🙂

P.S den anden silke har allerede lagt sig skruk i dag, så det er på jagt efter nogle rugeæg til hende 🙂

DIY nyt foderhus i “Hogsmeade”

I løbet af efteråret og vinteren, har området ned i hønsegården været noget mudret, og selvom hønsene er mere eller mindre ligeglade med at deres grønt bliver lagt på joden, så synes jeg at det var på tide at bygge et hus, hvor deres daglige rester og korn bliver lagt, uden at det i dårligt vejr bliver fyldt med mudder. Da “Dobby” og “Kræ”, vores to kaniner jo også er indbyggere i “Hogsmeade”, ville jeg gerne have ders hø op fra jorden også, så det skulle der også være plads til i det lille hus.

IMG_9206.JPG
Vi har en del træer på grunden, og når vi fælder, tynder ud eller beskære, så gemmer vi for det meste de største grene, så der tit nogle skønne bunker rundt omkring i haven at bruge.
IMG_9205.JPG
Efter at have googlet en masse billeder af foderhuse, endte jeg ud i en mindre og lidt anderledes model af et foderhus, oprindeligt egnet til råvildt. Det er simpelt men stadig fint synes jeg, og det må jo også gerne være fint at se på samtidig i min lille hønseby.
IMG_9208.JPG
Jeg ville nu gerne at det havde været birketræ hele vejen igennem, men det var der ikke lige nok til, så det er blevet en blanding af birk, kirsebæg og bøg.
IMG_9209.JPG
For at der ikke ligger hø i hele hønsegården når de får nyt, så har jeg sat små pinde på toppen af huset, for at holde lidt på det.

 

IMG_9210.JPG
Det færdige resultat inden huset tages i brug. Taget og bunden er rest-træ fra byggeriet på huset, og det har fået et par gange træbeskyttelse i samme farver som nogle af husene i hønsegården 🙂
IMG_9212.JPG
Både høns og kaniner har taget godt imod huset, nu ligger der ikke nær så meget mad ud på jorden som før, og høet forbliver tørt længere.
IMG_9211.JPG
det er simpelthen så hyggeligt at se på dyrene når de får mad 🙂

 

 

 

 

Der er forår i luften :-)

Så er foråret endelig komIMG_9141-1.JPGmet, og det hiver i mig for at komme ud og arbejde i haven!

Det er tid til at putte forårsblomster i krukker og potter, og der en masse at gå i gang med i haven. Især i hønsegården kan det mærkes at det er forår. Hønsene lægger æg som aldrig før, og to har allerede lagt sig skruk i forventning om at de skal have kyllinger allerede nu. IMG_9142-1.JPGPlanen var dog at vente en måneds tid med kyllinger, så der er lidt mere varme i luften, men naturen har nu sin gang og sine egne planer. Nu må tiden vise hvad det bringer, jeg går rundt med nogle planer om en grønlægger høne eller to, så mon ikke der sIMG_9143-1.JPGkal smugles lidt ruge æg ind her i løbet af foråret.

Køkkenhaven har også fået den første gang gødning i starten af januar, og al jorden i højbedene er jeg  igang med at vende og gøre luftigere, så der er klar til at blive sået de første frø snart. I slutningen af ugen er planen at drivhusplanterne skal forspires, så de er klar til at komme i jorden når der er varme nok.

Men noget af det bedste ved foråret, er de skønne morgener ved åen med hundene, hvor vi går i frost eller dis, mens solen står op over træerne. Det kan godt være noget af et tidskrævende projekt med to hunde på samlet 100 kg, men disse ture om morgnen, hvor fuglene synger og kvidre deres forårsmelodier gør, at det er det hele værd 🙂

IMG_9144-1.JPG

 

Den første store slagtedag!

IMG_8336.JPG

Så kom dagen for min første større slagtning!
Det var jo egentlig ikke så mange, 3 silkehaner og to sussex høns, men i min lille hobby hønsegård, så var det 25 % der blev slagtet, så der er noget mere stille derude nu! Dette skyldes jo nok primært at det var tre ud af fire haner der blev slagtet, men de to store sussex fyldte også godt til.

Selve slagtningen vil jeg skåne jer for, men de ligger alle fem her flåede og ser flotte ud, og er imponeret over, at mine sussex alligevel kom op på en vægt over 1500 gram stykket, så der er rigeligt til en lækker middag i dem begge to.

IMG_8337.JPG

Silkehøns har jo ikke traditionelt lyst kød som fx sussex har, og som de høns man køber i forretninger, men mørkere kød, med sorte aftegninger og sener. Første gang vi slagtede en hane, var det lidt grænseoverskridende for især ungerne af spise nærmest blåt kød, men de sidste gange vi har slagtet en, har jeg lavet kødet til fars istedet. IMG_8340.JPGDet er lidt nemmere at for ungerne at acceptere.

Men de tre haner blev parteret, og de størstes tykker kød blev lavet til fars, men selv om der var tre fuldvoksne haner, så blev det “kun” til et lille kilo hakket kød. De er nogle små nogle, men skrogene blev kogt sammen med grøntsager fra haven og Buresødal kassen, så fem skønne liter klar kraftig supper er nu klar i fryseren til en kold vinteraften.IMG_8338.JPGIMG_8339.JPG

De to sussex ligger også klar i fryseren, de skal nok på webergrillen her til vinter, og farsen er blevet forvandlet til burgerbøffer og kødsovs, så der var kød nok til tre dage i de små haner alligevel, og ikke at forglemme, de fem liter suppe i fryseren.

Det glæder mig og fryder mig at bruge tid på flåning, partering og tilberedning af hønsene, selvom det selvfølgelig er tidskrævende, men de sidste tre dage har vi næsten kun spist mad vi selv har produceret ude i haven! det kan da ikke være mere fantastisk! selv alle krydderurterne i kødsovsen er fra haven, så ud over salt, pasta, mel, agurk og ketchup, så var vi lige i tre dage selvforsynende 🙂

 

 

 


 

 

 

 

Bagte Spisekastanjer

IMG_8025-0.JPGInden jeg mødte min mand, havde jeg aldrig hørt om spisekastanjer, og kunne ikke drømme om at spise det. Men allerede første efterår, lavede min svigermor spisekastanjer bagt i ovnen, og for søren det er lækkert. Den cremede nøddesmag når de er bagt, og især med smør og salt, så er det en rigtig efterårsklassiker!

IMG_8026-0.JPGMen at købe spisekastanjer kan være en dyr fornøjelse, hvis der skal være så alle bliver tilfredse! I vores lokale supermarked koster de 75-100 kr. pr. kg, og der går nemt 1/2 kg til 4 personer der skal tilfredsstilles. MEN der er faktisk mange steder i Danmark hvor den franske kastanje (spisekastanjen) vokser i skovene, og jeg er så heldig at den vokser i den skov jeg lufter hundene i hver morgen 🙂IMG_8029.JPG Så nu hvor sæsonen for kastanjer er ved at gå i gang, så er det bare med at samle. De kastanjer vi samler er lidt mindre end dem der kommer fra syden, men så skal der jo bare samles lidt flere.

IMG_8027-0.JPGKastanjer kan faktisk bruges til en masse andet end bagte kastanjer, fx brugte man dem tidligere brunede/glaserede, i stedet for brunekartofler, det er attraktivt med kastanjemel for mange kage/brød elskere, de kan bruges i nutella, vi har lavet smør og meget mere.

IMG_8028-0.JPGTil os fire brugte vi i denne omgang kun 400 g, som passede fint til to voksne og to børn.

Lav et kryds i toppen af kastanjerne, fra 1/3 til halvt ned i kastanjen.

Fyld et ovnfast fad med salt, så kastanjerne kan stå opret og stabilt i det. Dette er ikke nødvendigt, men der kommer en mere jævn bagning af kastanjerne.

Bag kastanjerne i ovnen i ca. 20 minutter alt efter størrelse ved 200-220 grader. Du kan tage en ud når de har åbnet sig, for at tjekke om de er møre og færdige.

Når de er færdige serveres de lune med smør og salt!

OBS. Forveksl endelig ikke spisekastanjer med den almindelige hestekastanje! Hestekastanjer er mest udbredt her i danmark, og kendes ved at være runde når de kommer ud af skallen, og skallen har tykke pigge udenpå. Spisekastanjen kan kendes på tynde pigge, helt pindsvineagtigt, på ydersidden, så de næsten ikke kan holdes i hånden. Inden i er der typisk to/tre kastanjer, som er halvmåneformede. Hestekastanjen kan ikke spises da den er meget besk i smagen, men den er ikke direkte farlig. Den kan dog ved store indtagelser forsage opkast, men tvivler på at nogle vil spise så mange!

IMG_8030.JPG
En klassisk spisekastanje/fransk kastanje